Saltholm nævnes første gang i 1230 i Kong Valdemars jordebog, hvor kongen,
Valdemar Sejr, skænkede Saltholm til Roskildebispen Niels. Navnet Saltholm menes at hentyde til manglen på fersk vand på øen.
Saltholm er især blevet benyttet af Amagers bønder til græsning og mejeridrift om sommeren. På øens østside findes der flere steder spor efter de primitive hytter med tørvemure, kaldet mælkehytter, som malkepiger og hyrdedrenge benyttede. Dette er Danmarks svar på den sæterdrift man indtil midten af 1900-tallet havde i det øvrige Norden.
Foruden græsningen har det især været kalkbrydningen, som har haft betydning på Saltholm, hvor der er brudt både kalksten og kalk til mørtel.
Foredrag om Saltholm
v/Claus Ehlers, Ejertur 2021
Amager er Danmarks tættest befolkede ø. Der bor ca. 210.000 mennesker på 97 kvadratkilometer. Og lige ved siden af blot fem km fra Amagers østkyst ligger Danmarks tyndest befolkede ø Saltholm, med blot to beboere på 16 kvadratkilometer.
Saltholm ligger som en øde ø midt mellem to brølende storbyer København og Malmø, med i alt godt 2 mio. indbyggere.
Men lad os se lidt på Saltholms historie, og hvordan ejerskabet er kommet i stand.
Efter sidste istid dukkede Saltholm frem, da isen smeltede for ca. 10.000 år siden.
Saltholms navn henviser til ”Den salte Holm” fordi der ikke findes ferskvand på øen.
Første gang Saltholm omtales i historisk tid var i 1230 i Valdemars Jordebog, hvor det blandt andet oplystes, at der fandtes kalksten på Saltholm.
Fra 1280 fik Københavns borgere ret til at bryde kalksten på Saltholm uden at skulle betale told eller andre udgifter.
Kalken kunne anvendes til at fremstille mørtel, som blev et vigtigt bindemiddel i byggeriet, og også kalksten som byggesten kunne udhugges på øen. De fineste sten blev lavet af saltholmsmarmor, og mange fornemme huse i København er opført med saltholmsmarmor.
De to krudthuse i Dragør fra 1782, der står den dag i dag, er opført af kalksten her fra Saltholm.
Der er fjernet kalksten og kalk fra Saltholm i ca. 800 år, indtil brydningen stoppede midt i 1930’erne.
Jeg har prøvet at regne lidt på det, og er kommet frem til, at der i tidens løb er fjernet ca. 1 mio. tons kalk og kalksten fra Saltholm. En ganske anseelig mængde.
Hvordan Saltholm så ud for 800 år siden, er ikke godt at vide. Men mon ikke der har været steder, hvor kalksten har kunnet ses med det blotte øje over græstørven.
Det vigtigste for amagerne var dog Saltholms græs, som kunne benyttes til græsning for kreaturer, heste og får. Græsning på øen har fundet sted siden Middelalderen.
I 1521 inviterede kong Christian den Anden 24 hollandske familier bestående af i alt 184 personer til landet, og han forærede dem hele Amager og Saltholm. Amager tilhørte Kronen og omfattede dengang i alt 135 fæstegårde.
Bønderne på Amager blev sendt væk, og det skabte naturligvis utilfredshed hos dem. Efter Christian den Andens fald klagede de bortviste til kongen, og under Christian den 3. fik de bortviste mulighed for at bosætte sig på Amager fra 1547, dog uden for Hollænderbyens område, der omfattede hele det sydlige Amager. Ligeledes fik amagerne igen lov til at lade deres kreaturer græsse på Saltholm.
Hollænderne delte nu i fordragelighed græsningen på Saltholm med de danske bønder på Amager. Der blev oprettet mælkehuse, hvor malkepigerne kunne fremstille smør og ost for videresalg.
Beboerne på Saltholm har fra gammel tid anvendt Tårnby Kirke til kirkelige handlinger. Det var derfor naturligt, at det var Tårnby Sogneråd, der udredte udgifterne til skolevæsen og fattighjælp på Saltholm.
Det førte efterhånden til en stigende utilfredshed, at hollænderne i Store Magleby ikke ville bidrage økonomisk til udgifterne. De har altid været sparsommelige og passet godt på deres penge.
I 1857 havde Tårnby fået nok og gik rettens vej for at få en mere retfærdig fordeling af udgifterne.
Der blev fældet dom i Højesteret i 1861 til fordel for Store Magleby. En af begrundelserne var, at Tårnby havde fundet sig i udgifterne så længe, uden at gøre krav på udligning fra Store Magleby.
Under retssagen blev der stillet mange spørgsmål og hentet mange gamle dokumenter frem omkring ejendomsretten til Saltholm, og Højesteret fastslog, at det var staten og ikke beboerne på Amager, der ejede Saltholm. Amager havde kun græsningsret.
Det skabte selvsagt store frustrationer, og endte med at Amagerbønderne i 1873 købte Saltholm af Staten for 31.000 rigsdaler, og derved kom øen i privateje.
Og hvordan blev købet af Saltholm så betalt.
Alle Amagerbønder med hartkorn skulle betale andele svarende til deres hartkorn.
Og hvad er så hartkorn for en størrelse?
Dengang for 150 år siden var indkomstskatten ikke opfundet, men man betalte skat af sin ejendom ligesom i dag. Og ejendomsværdien var udtrykt i hartkorn, som var en sammenstilling af ejendommens areal og dens bonitet.
En tønde land i Store Maglebys gødede muldjord var selvfølgelig mere værd en tønde sandet land på en oversvømmet strandeng.
Alle hartkornsejere på Amager betalte deres andel, men betalingen kunne dog ske på lempelige vilkår over 30 år.
En tønde hartkorn deles op i otte skæpper. En skæppe er fire fjerdingkar, og et fjerdingkar er tre albom.
En tønde hartkorn giver ejeren ret til græsning af 12 høveder.
Et høved er en ko, en kvie, en tyr eller en hest.
Der går to kalve på et høved, eller seks får eller 8 lam.
Ejerskab af saltholmshartkorn kan kun ske ved tinglysning på jord, man ejer på Amager.
Den mindste andel man kan eje er et fjerdingkar og et albom, hvilket svarer til græsning af et halvt høved, altså en kalv eller tre får.
Saltholmshartkornet fra købet i 1873 er efterfølgende gået i arv gennem generationer, men også køb og salg har fundet sted gennem tiden.
I dag er der ca. 170 hartkornsejere, og de samlede græsningsandele svarer til ca. 800 høveder eller knapt 70 tønder hartkorn.
I 1895 blev Sundby udskilt som en selvstændig kommune fra Tårnby. Selvstændigheden varede dog kun 7 år, idet Sundby blev indlemmet i Københavns Kommune i 1902.
I 1898 blev der født et barn i Sundby. Moderen, der var fattig og enlig, ville ikke eller kunne måske ikke oplyse navnet på barnets far. Forsørgelsespligten tilfaldt derfor Sundby Kommune, men under et forhør af moderen kom det frem, at hun havde opholdt sig på Saltholm 10 måneder før.
Myndighederne i Sundby gik derfor til Saltholmsejerlauget for at få udredt forsørgelsesudgifterne.
Men det afviste Ejerlaugets bestyrelse og henviste til kommunen.
Herved kom det frem, at man havde glemt at få fastlagt de kommunalretlige forhold omkring Saltholm, da staten solgte øen i 1873.
Det førte til en langvarig strid mellem Store Magleby og Tårnby om øens kommunalretslige tilhørsforhold, hvor København Støttede Tårnby og Dragør støttede Store Magleby.
Tårnby gik af med sejren, og derfor kan Tårnby i dag prale af at være den grønneste kommune i hele hovedstadsområdet, som følge af Saltholm og også Kalvebod Fælled, som er kommet til ved inddæmningen i 1940’erne.
Saltholm er en stor ø. Det er faktisk Danmarks 7. største ø, kun overgået af Bornholm, Læsø, Anholt, Samsø, Ærø og Fanø.
Fra nord til syd er der ca. 8 kilometer, og hvis man står på nordenden kan man ikke se vandet ved syd-enden, simpelthen på grund af jordens krumning. Det fortæller lidt om størrelsen.
Ud over kalkbrydning og græsning, har Saltholm indskrevet sig i historien på flere måder.
Under pesten i 1709 blev der oprettet en karantænestation på nordenden af Saltholm. Her skulle personer fra tilrejsende skibe i karantæne i 40 dage. Men lige meget hjalp det, pesten ramte Danmark og Amager ikke mindst.
Ordet karantæne kommer i øvrigt af det italienske ord Carantæna, der betyder 40 dage.
Saltholm har også indskrevet sig i Danmarks krigshistorie på forskellig vis.
Under Englandskrigene fra 1801 til 1814 havde Saltholm udsigt i første parket til både Slaget på Rheden i 1801, Københavns bombardement i 1807 og den efterfølgende kanonbådskrig, hvor en robådsflotille var stationeret i Dragør. Efter sigende er der begravet flere engelske søfolk på Saltholm.
Som optakt til den Japansk-Russiske krig blev der bygget to skanser på Saltholm i 1904.
Det var krigsminister Vilhelm Herman Oluf Madsen, der stod for opførelsen, og det er efter sigende de eneste forsvarsværker i hele Europa, der blev bygget på foranledning af den Japansk-Russiske krig.
Forsvarsværkerne på Saltholm var i øvrigt den direkte anledning til, at krigsminister Madsen måtte fratræde, og han tog hele regeringen med sig i 1905.
Den store politiske debat foranlediget af Madsens Skanser på Saltholm var en af årsagerne til oprettelsen af Det Radikale Venstre som politisk parti. Så man må sige, at Saltholm har haft indflydelse både landspolitisk og internationalt. Det kan da godt give det hele lidt vingesus, og stof til eftertanke.
Som optakt til Første Verdenskrig blev der bygget to batterier på Saltholm. Det ene her ved Barakkegården og det andet sydpå, som vi kalder fortet. Det er et kassematteret fort ligesom Dragør Fort og Kongelundsfortet, men i mindre skala. Det benyttes i dag af jægerne som jagthytte.
På Saltholm Fort var krigsbemandingen under Første Verdenskrig 80 mand, og her på Barakkebatteriet 120 mand.
Det lykkedes Danmark at holde sig neutral under Første Verdenskrig, og efter fredsafslutningen blev batterierne på Saltholm nedlagt.
Sporene til jernbaneforbindelsen mellem Fortet og havnen fik dog lov til at ligge i en årrække, og det havde skolebørnene fra Gammelværk stor glæde af, når de kunne komme til og fra skolen i tipvogn med sejl. Når vinden stod rigtigt kunne tipvognen få meget fart på, og når der var modvind, kunne man stage sig frem med stænger.
Under Anden Verdenskrig blev Saltholm besat, dog kun med få tyske soldater. Det eneste levn fra den tid er den lille bunker helt mod nord, som blev benyttet som observatørpost, når der var skydeøvelser for de tyske Messerschmidt flyvemaskiner, der var stationeret i Kastrup Lufthavn. Observatørerne kunne i et spejl ved indgangen se, om der var flyvemaskiner på vej, hvis de skulle ud og forrette deres nødtørft.
I 1952 blev der bygget et telefonhus på syd enden af Saltholm. Det skulle sikre telefonforbindelsen mellem Helsingfors og Centraleuropa, som var nødvendig for at kunne transmittere direkte fra de olympiske lege i Helsingfors.
Telefonhuset kom til at spille en international rolle under den kolde krig.
Da Sovjetunionen i 1962 sendte skibe med missiler til Cuba, stod verden på randen af en atomkrig.
Atomkrigen blev afværget i sidste øjeblik, men efterfølgende blev der oprettet en direkte telefonforbindelse mellem Moskva og Washington, så Khrusjtjov og Kennedy kunne komme i direkte forbindelse med hinanden i alvorlige krisesituationer.
Og den varme linje gik over telefonhuset på Saltholm. Det er da imponerende.
I 1973 vedtog Folketinget ved lov, at der skulle anlægges en storlufthavn på Saltholm. Det blev dog ikke til noget, og loven blev ophævet i 1980. Kort efter blev Saltholm fredet i 1984. Og fredningen betød, at Saltholm overhovedet ikke blev nævnt, da Øresundsforbindelsen blev vedtaget. Det resulterede i en ny kunstig ø, som naturligt fik navnet Peberholm.
I kan læse meget mere om Saltholm og Saltholms historie i velkomstpavillonen på havnen, og ellers kan i bare spørge løs.
Der kommer i øvrigt snart en podcast om Saltholm. Den laves af Majken Astrup, som tidligere har lavet i alt 10 podcasts om Amager, og hun fuldender serien med Saltholm. I skal nok blive orienteret, når den er klar.